Endnu et jubilæum

Endnu et jubilæum

Det er ikke første gang at besøgstjenesten under Dansk Røde Kors, Ry afdeling kunne hædre to besøgsvenner for mere end 25 års tro tjeneste. Holger Vad og Nina Bruus Kristensen blev hyldet og fik under en sammenkomst på Søkilde udleveret 25 års nålen af Janne Gry, National afdeling, under overværelse af venner, familie og øvrige besøgsvenner.

At de frivillige besøgsvenners arbejde er vigtigt lod leder af besøgstjenesten Minna Andersen ingen tvivl om. »Der er mange ensomme mennesker med et spinkelt netværk og begrænset familie og det kan man blive syg af. Besøgsvennen er et supplement til den professionelle hjælp. Besøgsvennen kan tilbyde noget af det der sjældent er tid til hos den professionelle hjælp, såsom gåture, snak og samvær.« siger Mina Andersen som for få år siden afløste Nina Buus Andersen som leder. Nina er stadig besøgsven og der er faktisk ikke nogen der rigtigt ved hvor længe hun har været aktiv. Besøgstjenesten startedes af nogle aktive kvinder i 1978, men under en oprydning for mange år siden gik dele af det første medlemsarkiv tabt. I dag har Besøgstjenesten i Ry 38 aktive besøgsvenner og Mina Andersen glæder sig over at der stadig er så mange der har lyst til at være besøgsven. »Besøgsvenner oplever glæden ved at være noget for et andet menneske – og tro mig, den glæde er stor,« siger Mina Andersen.

Se flere billeder.