Røde Kors Galten på udflugt til Horsens tirsdag den 8. maj 2018
I år gik udflugten for de frivillige i Røde Kors Galten til Horsens. Ca. 30 personer var tilmeldt, og vi startede fra Nytorv kl. 9 i det mest vidunderlige solskinsvejr med kurs mod Røde Kors Genbrugscenter i Horsens. Her blev vi vel modtaget af Charlotte, og imens vi fik kaffe og kage, fortalte hun engageret om centret, som er på 2600 m2 og yderligere 3000 m2 lagerplads. Her er 27 ansatte medarbejdere og herudover 10 frivillige.
Centret leverer tøj til Røde Kors butikkerne og afhenter det overskudstøj, der ikke sælges. Noget af tøjet går til nødhjælp og resten sælges til udenlandske opkøbere, der sælger det videre til genanvendelse rundt omkring i verden.
Herefter fik vi en rundvisning på centret, hvor vi bl.a. så hvordan tøjet bliver grov- og finsorteret.
Ved middagstid kørte vores rutinerede buschauffør os til restaurant Oksen i Grønnegade, hvor vi spiste frokost, en stor buffet med mange lækkerier.
Efter frokosten kørte vi videre til Danmarks Industrimuseum til en rundvisning her. Den store maskinhal er indrettet i en meget smuk bygning, som tidligere husede byens elektricitetsværk. Her så vi dampmaskiner og forskellige former for forbrændingsmotorer fremstillet fra slutningen af 1800-tallet til 1950’erne.
I arbejderboligerne oplevede vi en tidsrejse fra 1880 til 1970’erne. I de forskellige lejligheder fik vi en rigtig fin fornemmelse af, hvordan livet havde formet sig for en ganske almindelig arbejderfamilie, fra det ret spartanske til levestandarden gradvist blev forbedret op igennem årene. Meget interessant og spændende.
Vi nåede desværre ikke at se mere i denne omgang, resten af museet må vi have til gode til en anden gang.
Vi sluttede dagen af med kaffe, boller og overdådige lagkager i Café Gaslight, som ligger i forbindelse med museet.
Ved 16-tiden satte vi kursen tilbage mod Nytorv i Galten efter en begivenhedsrig dag med gode oplevelser og godt selskab.